Boligpolitik

Overordnet kan man jo udtrykke målet med at føre boligpolitik, som følger: Alle skal have mulighed for at bo i en god bolig i et område med social balance. Ingen kan vel være uenig i dette overordnede mål, som Århus Kommune i sin Boligpolitiske vision (fra 2017) formulerer således:

”Alle århusianere har mulighed for at bo i en god bolig i en by med social balance.” Det er, som man gør i Århus, omkostningsfrit og populært at give udtryk for dette overordnede ønske for samfundet. Et ønske og en vision vi alle, såvel lokalt som på landsplan, kun kan være enige i. Det vanskelige er, hvorledes opfylder man dette ønske og denne vision, hvem skal have / må få pålagt ulemper og/ eller fordele ved at det overordnede ønske opfyldes ?

Som interesseorganisation, på udlejersiden, vil vi gerne opfylde disse ønsker. Forudsætningen for, at vore medlemmer - den private udlejer – vil gå i gang med, at ”opfylde borgernes / samfundets ønsker” på dette punkt er, at der enten på kort eller lang sigt er økonomi i investeringen, og det vil i første omgang kræve, at bygherren / udlejeren får mulighed for at opkræve den leje, som markedet kan bære dvs. fri lejefastsættelse. Interesseorganisationen, på lejersiden, vil helt sikkert også gerne være med til at opfylde disse ønsker om gode boliger til alle. Men, lejerorganisationerne har derimod ikke (set fra mit synspunkt) et anvendeligt forslag til, hvorledes ønsket kan opfyldes.

Det er disse umiddelbare modsætninger omkring måden, hvorpå ønsket om ”gode boliger til alle” kan opfyldes, som ved hjælp af politiske redskaber gerne skulle nå et kompromis, som tjener såvel investorerne som brugerne af boligerne. Urbanisering har været kendt som fænomen helt tilbage til 17-1800-tallet, hvor befolkningen søgte til byerne i den forventning, at der var større udsigt til arbejde og højere lønninger. Statens ønske om at opnå bedst mulig udnyttelse af statens / landets ressourcer, var med til at understøtte, at befolkningen trak mod byerne.

I de senere år er denne ”urbanisering” taget fart, og det giver så anledning til, at der fra dele af det politiske landskab fremkommer protester imod, at dette bevirker større efterspørgsel på lejer- og ejerboliger. Det burde være åbenbart for alle, at når flere vil have den samme vare, så stiger prisen på den pågældende vare, således er det også på parcelhuse, ejerlejligheder og lejeboliger.

Denne efterspørgsel på boliger i de større byer kan – af lovgivningsmagten – søges reguleret, ved den politik der føres. Politikerne har blot ikke fundet ud af, hvorledes man får befolkningen til at sprede sig over det ganske land – og ikke ”stimle sammen” i landets større byer. Lejerorganisationernes ønsker i relation til lejefastsættelse – erkender, at det er min fortolkning – er, at lejen skal være reguleret, således at lejens størrelse er mindre end den leje, som markedet ellers ville acceptere. Altså lovregulering á la den omkostningsbestemte leje.

Denne holdning vil på ingen måde modvirke tilstrømningen til storbyerne – tværtimod. Hvis målet for landets politikerne er, at det ganske land skal være befolket, således at alle de bygningsmæssige og sociale værdier rundt i landet bliver udnyttet, skal lejen gives fri / gøres mere fri, således at det er udbud og efterspørgsel, der afgør prissætningen. Samtidig skal det offentlige trafiknet forbedres, således at borgere, der (enten frivilligt eller af nød) bor forholdsvis langt fra arbejdspladsen tilgodeses ved at der er relevante transportmuligheder og mulige skattemæssige fordele. Hvorvidt ændrede regler for boligsikring – til den enkelte person/lejer – kunne være en del af den samlede pakke, der samtidig kunne drøftes.

Politikerne må på tværs af partiskellene sætte sig sammen og analysere og løse de åbenbare udfordringer omkring øget tilstrømning til byerne – som findes i Danmark – og det er ikke kun i forhold til tilflytning til København og Aarhus, men det er også relevant at drøfte, når der ses på byerne, der lægger navn til vore kommuner, i forhold til de mindre byer i de pågældende kommuner.