HUSSTANDSKRAVET I EJENDOMSAVANCEBESKATNINGSLOVEN (EBL)

Vi har tidligere i et foregående nummer af Magasinet Danske Udlejere behandlet det såkaldte bopælskrav i ”parcelhusregel” i § 8 i lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom – i daglig tale ”ejendomsavancebeskatningsloven” (i det følgende forkortet til EBL). Altså hvilke krav stilles der, for at en bolig har fungeret som skatteyderens ”bopæl” med deraf følgende skattefrihed for eventuel avance opnået i forbindelse med et salg af boligen. Bopælskravet er imidlertid ikke det eneste krav i EBL § 8, der skal være opfyldt, for at skattefriheden kan opnås. Det er nemlig endvidere en betingelse i EBL § 8, at boligen har været anvendt som bopæl for ejeren eller dennes husstand i ejerperioden eller en del heraf. Kravet kan dog udlægges som en udvidelse af mulighederne for at opnå skattefrihed, da kravet tillige kan opfyldes,

I vores tidligere artikel forudsættes boligen at opfylde de objektive krav for skattefritagelse, der fremgår af EBL § 8, stk. 1, punkt 1-3, hvorefter det grundareal, der hører til ejendommen som betingelse for, at avancen ikke skal undergives beskatning, ikke må overstige 1.400 m 2 ^, eller offentlig myndighed skal kunne bekræfte, at udstykning ikke vil kunne ske, eller udstykning erklæring fra skattemyndighederne vil medføre en værdiforringelse på mere end 20 % af restarealet eller bestående bebyggelse.

Såfremt ejeren selv har haft et sådant ophold i boligen af en sådan længde og karakter, at boligen har fungeret som ejerens egen bopæl i hele eller en del af ejerperioden, vil en avance herefter være skattefri. Kravet kan alene opfyldes af en fysisk person (ejer), men derimod ikke af ikke en juridisk person (ejer - f.eks. et ApS, A/S, K/S osv..).), heller ikke selvom boligen bebos af den fysiske ejer af den juridiske person.

Konkluderende må man sige, at praksis som udgangspunkt har fortolket begrebet ”husstand” snævert, således det ikke er en enhver relation, der kan lede frem til skattefrihed, hvis ejeren selv ikke opfylder bopælskravet.

I modsætning til fortolkningen af selve ”bopælskravet” foreligger der dog ikke nogen righoldig hverken administrativ- og retspraksis om, hvad der skal forstås ved ejerens husstand.

Overordnet ses begrebet ”husstand” (endnu) ikke at være blevet udstrakt til at omfatte en samlever, men alene ægtefælle samt børn. Og sidstnævnte alene så længe barnet endnu ikke har stiftet egen husstand.

Man skal bemærke sig, at begrebet ”husstand” alene er selvstændigt relevant i det konkrete tilfælde, hvor skattefriheden ikke følger af, at ejeren selv har beboet boligen. Det er situationen, hvor det alene er ejerens husstand, der har beboet den ejendom, hvor skattefrihed for en avance i en salgssituation ønskes af ejeren (skatteyderen).

Ganske illustrativ er en afgørelse fra 2009, SKM 2009.340 LSR, hvor det lykkes skatteyderen at overbevise Landsskatteretten om, at avancen ved salg en bolig ikke var undergivet avance.

Sagen gik ud på følgende. I maj 2005 købte ÆF1 (skatteyderen) og dennes ægtefælle (ÆF2) til overtagelse i februar 2006 en ejendom (E2). Deres tidligere fælles bolig (E1) blev solgt, ligeledes med overtagelse februar 2006. Imidlertid ophævede parterne i oktober 2005 samlivet, altså inden overtagelsen af den nye bolig, E2, og ÆF1 flyttede i november 2005 til en helt tredje bolig (E3). Parterne blev separeret i november 2005 og skilt i september 2006. Parret havde 2 fælles børn, født i hhv. 1998, hhv. 2002. Ifølge cpr-registret havde ÆF1 og parrets ene fælles barn (B1) bopæl på E3 fra samlivsophævelsen og frem til august 2008, hvor ÆF1 flyttede til en helt anden bolig (E4). ÆF2 (eller rettelig den tidligere ægtefælle) flyttede medio februar 2006 fra E1 ind i E2 sammen med det andet fælles barn (B2), da E2 ikke kunne sælges inden den oprindeligt aftalte overtagelsesdag. B2 flyttede i maj 2006 til E3 og senere videre til E4.

Landsskatteretten fandt, at det måtte lægges til grund, at skatteyderen og ægtefællen havde fælles forældremyndighed, og at B1 fra samlivsophævelsen i oktober 2005 – maj 2006 boede hos ægtefællen halvdelen af tiden (først på E1 og derefter på E2). På baggrund af længden og omfanget af disse ”ophold” for B1 hos ÆF2 måtte B1 anses for også at have haft sin bopæl på E2. Og da B1 havde sin folkeregisteradresse hos skatteyderen på E3, måtte B1 anses for at høre til skatteyderens husstand.

Det vil sige, at hvis et barn hører til en forældres egen husstand, men har opholdt sig i en anden bolig ejet af den pågældende forælder i et sådant omfang og i en sådan længde, at denne ejendom også må anses for at have været barnets bolig, kan denne ejendom for den ejende, men ikke heri boende, ægtefælle, sælges skattefrit. En forudsætning herfor vil dog være, at opholdet i denne bolig foregår sammen med den anden ikke-ejende forælder, således kan ejeren ikke opnå skattefrihed ved at ”placere” et barn tilhørende ejerens husstand i denne anden ejendom.

Dette sidstnævnte spørgsmål har været berørt i en byretsafgørelse tilbage fra 2008 refereret i SKM 2008.152.BR, hvor forholdet var det, at skatteyderen havde købt en ejerlejlighed, som skatteyderen havde beboet i 4 måneder sammen med sin søn.

Problemet for skatteyderen var imidlertid, at byretten endte med at lægge vægt på, at lejligheden i 1996 blev erhvervet med det formål at skaffe en bolig til skatteyderen søn, og at skatteyderen nok i begyndelsen af 1996 tog ophold i lejligheden i en periode på ca. 4 måneder for at bistå sønnen med at få dagligdagen til at fungere, da sønnen havde sociale problemer.

Men da skatteyderens ægtefælle og mindreårige barn fortsat beboede skatteyderens oprindelige fælles bolig med ægtefælle, og da skatteyderen efter de 4 måneder flyttede tilbage til denne tidligere bolig samt til skatteyderens egen forklaring om, at det ikke var meningen, at skatteyderen skulle blive boende i den erhvervede ejerlejlighed, fandt byretten på denne baggrund, at skatteyderens ophold i lejligheden ikke havde haft karakter af reel beboelse med henblik på varigt ophold.

Ydermere blev det af byretten tillagt vægt, at skatteyderens søn før indflytningen i ejerlejligheden havde haft egen folkeregisteradresse, alderen på sønnen på indflytningstidspunktet (26 år), og den omstændighed at sønnen tidligere havde været gift, hvorfor byretten fandt, at sønnen ikke i ejendomsavancebeskatningslovens forstand kunne anses som en del af skatteyderens husstand.

Man må derfor kunne konstatere, at når et barn først ”har klippet navlestrengen” og er flyttet hjemmefra, vil det være vanskeligt atter at få dette barn med ind under sin husstand i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Den med tiden sikkert oftere forekommende situation, hvorefter ægtefæller vælger hver at have deres egen bopæl, men den ene ægtefælle udover at eje egen bopæl er medejer af den bopæl, som bebos af den anden ægtefælle, har helt tilbage i 2008 ligget til vurdering for Skatterådet i forbindelse med en bindende forhåndsbesked, der er refereret i SKM 2008.847.SR.

De faktiske omstændigheder var følgende. Den ene ægtefælle (ÆF1) ejede 50 % af et enfamilieshus, der var ÆF1's barndomshjem, og som siden anskaffelsen ved arv i 2001 havde tjent til bolig for ÆF1's hustru og børn. Ejendommen ejedes for de sidste 50 % vedkommende af ÆF1's søster, der tillige boede i ejendommen. ÆF1's hustru havde siden anskaffelsen af ??huset i 2001 haft folkeregisteradresse på ejendommen, mens ÆF1 i mange år havde haft anden bolig ejet af denne, hvor ÆF1 havde haft sin folkeregisteradresse.

Skatterådet bekræftede herefter, at da ÆF1's ægtefælle og mindreårige børn havde beboet boligen i en årrække, havde ejendommen tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand, hvorfor ÆF1 skattefrit kunne afhænde sin andel af ejendommen.

Konkluderende med de sidste afgørelser in mente, må det forventes, at med de nye samlivsformer, der de seneste år er opstået og sikkert vil opstå, vil dette lede frem til, at flere overdragelser af en- og tofamiliehuse, ejerlejligheder samt sommerhuse for den. sags skyld, vil kunne ske skattefrit, alene fordi husstandskravet i parcelhusreglen er opfyldt.