Kattesagen

Efter tre – næsten fire – år har vi endelig fået en afslutning på en ganske spøjs sag om husorden. I en ejendom i en stor dansk provinsby administrerer vi en boligblok med ca. 160 lejemål. Ejendommene er fra 1924 – 1930 og er løbende moderniseret. Så langt nogen har kunnet huske tilbage, har der været forbud mod husdyrhold i ejendommen. Siden vi startede administrationen – sidst i 70’erne – har dette forbud også været udtrykt i både kontrakter og ordensreglement.

af Joachim Vetter, Djurslands Udlejerforening

05. marts 2018

Kat

I foråret 2014 var det kommet administrationen for øre, at visse lejemål holdt enten hund eller kat. Efter undersøgelser hos håndværkere og naboer fandt vi ud af, at det helt sikkert drejede sig om 14 lejemål. Der var tale om en diskret undersøgelse, da administrationen ikke ønskede at genere lejere, der ikke holdt husdyr, med påbud om adgang osv., så teoretisk kunne der godt være tale om flere end de 14 lejemål. Ejendommen består som sagt af 160 lejemål, så det var ikke fordi alle lejere pludselig lod hånt om aftaler og forskrifter, der var nok bare tale om, at visse lejere bevidst ”glemte” forbuddet under præmissen om at ”går den, så går den”.

Herefter sendte administrationen et påbud ud til de 14 lejemål, som bad lejerne om at rette sig efter aftalerne/forskrifterne inden for en ganske rimelig og temmelig lang frist. 13 af de berørte lejere rettede umiddelbart efter modtagelsen af påbuddet henvendelse til kontoret.

Alle kunne godt acceptere, at deres husdyrhold var imod alle aftaler. De fleste valgte at herefter at skille sig af med deres husdyr. Enkelte valgte desværre at sige deres lejemål op på baggrund af påbuddet. Men en enkelt lejer nægtede at indrette sig efter påbuddet. Denne lejer forklarede, at han i 2011 havde forespurgt sig hos viceværten om han måtte holde husdyr og at viceværten havde svaret ham på en måde, der kunne tolkes som at det måtte han godt. Desværre var viceværten gået bort i foråret 2014 ca. to måneder efter at påbuddet var sendt til lejerne. Lejeren mente, at viceværten’s påståede mundtlige tilladelse var at betragte som en gyldig aftale mellem ham og udlejers repræsentant, og at denne ikke stod til at ændre.

Det hører til historien, at lejeren var nært tilknyttet en markant kronjysk lejerorganisation med en velkendt advokat og lokalpolitiker som formand. Lejeren var en del af lejerorganisationens rådgivningsordning og var tillige ansat af nævnte advokat som medhjælper på dennes kontor, som i øvrigt delte adresse med lejerorganisationen. Man kunne måske få den tanke, at lejeren havde modtaget forsikringer fra sin arbejdsplads om, at denne sag skulle man nok tage hånd om, så han kunne bare beholde sin kat - men sådanne tanker ville være ren spekulation. Efter et behørigt antal påbud står det klart, at lejer ikke vil indrette sig og ikke anerkende at han ikke måtte holde husdyr.

I teorien kunne udlejer have skredet direkte til ophævelse, men med tanke på den back-up, som lejeren var i besiddelse af, mente udlejer at det nok ville være klogest at få huslejenævnets bedømmelse først, selvom det vil føre til yderligere tidsforbrug. I starten af 2016 kommer sagen op i huslejenævnet: Lejeren møder op med et større antal ”vidner” – som huslejenævnet hurtigt omdøber til bisiddere – samt sin samlever.

Sagen fremlægges og udlejer og lejer udspørges. Huslejenævnets kendelse er ganske klar. Lejer har ikke løftet bevisbyrden og skal indrette sig efter påkravet inden for en måned, ellers kan lejer ophæves. Ca. 10 dage efter kendelsen indbringer lejeren sagen for boligretten. Omtrent fem uger efter huslejenævnets kendelse går en håndværker fra administrationen forbi lejemålet og tager et fint billede af katten i vindueskarmen.

Herefter sender udlejer en ophævelse af lejemålet til lejeren. Lejeren meddeler, at da han har anket sagen, skal han ikke indrette sige efter huslejenævnets kendelse. Udlejer vælger i første omgang at starte en fogedsag, men tilbagekalder dog denne efter råd fra advokaten. Tiden går og i starten af 2017 kommer sagen op i boligretten: Der afhøres et større antal vidner, mest i lejers favør, men da udlejers advokat fremfører dokumentbeviser for, at samtlige vidner har afgivet fuldmagt til lejeren med henblik på at føre huslejenævnssager mod udlejer falder værdien af disse vidner formodentligt. Boligretten er heller ikke i tvivl.

Den 24. februar 2017 kommer de med en dom, der siger at huslejenævnets tidligere afgørelse er korrekt, hvilket igen medfører at ophævelsen var korrekt, idet lejeren ved ikke at indrette sig løb en procesrisiko ved at beholde katten og ikke f.eks sende den i pleje. Udlejer får altså igen medhold og boligretten giver heldigvis ikke lejer en ny frist til at indrette sig – hvilket også ville have været ganske urimeligt overfor udlejer. Lejer anker så til landsretten indenfor tidsfristen – og beholder katten i lejligheden. Så status er, at tre år efter påkravet, er både lejer og kat stadig i lejemålet: Så går der nok en rum tid. Ca. et halvt år efter, i september 2017, lige omkring det tidspunkt hvor administrationen forventede en berammelse fra landsretten, indsendte lejeren – en opsigelse!?

Lejeren ønskede nu at fraflytte lejemålet. I forhold til den tidligere ihærdighed forekom det besynderligt, hvorfor man nu pludselig kastede håndklædet i ringen uden en afgørelse fra landsretten. Svaret er formodentlig til dels økonomisk. Idet lejeren havde haft fri proces i både nævn og boligret, var der sandsynligvis blevet lukket for pengestrømmen efter to afgørelser, der gik lejeren imod. Dernæst kan det være, at lejers advokat så en temmelig stor risiko for at tabe sagen, hvilket ville have været dårlig ”reklame” for den bagvedliggende lejerforening.

Og hvor efterlader det så retsstillingen i sager som denne?:
En ting er sikker – det er dyrt for udlejer at få ret. Omkostningerne til en sag som denne er i alt ca. 50.000,00. Det kan lyde af meget, men alle, der har haft med føromtalte lejerforening at gøre ved, at advokaten benytter alle midler som retsplejeloven giver til at protestere og udsætte sagerne, så de udvides, traneres og trækkes i urimeligt langdrag. Det kan undre, at retten tillader lejerforeningens advokat disse ”julelege” , men han nyder generelt en ualmindelig stor velvilje og fleksibilitet fra netop retten i Randers. Om det har noget at gøre med at han samtidig er byrådsmedlem skal være usagt. Så rådet er, at udlejer og dennes advokat skal stå tidligt op og gøre hjemmearbejdet meget grundigt, for enhver fodfejl vil blive straffet hårdt. Det største man kan vinde er at få ret og dermed en lille del af sine udgifter dækket – men det har også værdi en gang i mellem.