Leder: Folketingsvalget er udskrevet...
Folketingsvalget er udskrevet, og allerede længe før kunne de enkelte medlemmer af de politiske partier næsten ikke holde sig i ro. Der serveres mange forskellige standpunkter - specielt omkring boligforholdene - hvilke boligtyper skal opføres, og hvor i Danmark skal de i givet fald opføres.
af Keld Frederiksen, formand i Danske Udlejere
16. marts 2026
Det er specielt i de store byer, det kan være vanskelig at finde en bolig, der passer til ens økonomi.
Er løsningen blot flere boliger?
Hvorledes løser man og/eller politikerne dette problem? Nogle mener, at der blot skal opføres flere boliger.
Statistikken siger, at der i 2024 var ca. 3.030.000 boliger. Deraf var 2.830.000 beboede og dermed ca. 200.000 ubeboede boliger. Sommerhuse er omfattet deraf.
Der findes ca. 1.150.000 parcelhuse og stuehuse i Danmark, der beboes af ca. 3.000.000 mennesker. Ca. 1.000.000 mennesker bor til leje i almene boliger; de resterende i andre boligtyper, eksempelvis andelsboliger, etagebyggeri m.v.
Drømmen om ejerboligen
Efter ovennævnte tal er det nok ikke vanskelig at konkludere, at mange gerne vil bo i ejerbolig - nok også for at være med i de p.t. store værdistigninger, der sker i storbyerne.
Flere politikere mener derfor, at der skal bygges flere ejerboliger, derunder ejerlejligheder (underforstået i de større byer).
Opgaven er ifølge politikerne, at der skal bygges flere boliger de steder i landet, hvor boliger er en mangelvare og dermed øge befolkningstætheden, som i andre situationer opfattes negativt.
Boligmangel eller geografisk ubalance?
Som det fremgår af ovennævnte tal, er der ikke risiko for, at der ikke er en bolig til os alle. Vi skal blot ”sprede os lidt” i det ganske land.
Men, politisk er det selvfølgelig ikke populært at give udtryk for, at borgerne ikke skal have det, de ønsker sig (at bo i storbyen) eller opfordre til eller motivere mennesker til at flytte derhen, hvor der ikke er mangel på boliger.
Indtil videre er det ikke god tone at fremkomme med sådanne synspunkter…
Reglerne følger med boligvalget
Ud over at problematikkerne omkring hvilke boligtyper, der skal opføres, vil blive drøftet i fremtiden, er det også nødvendigt, at politikerne samtidig tager stilling til, hvilke regelsæt, der skal være gældende i forholdet mellem lejere og udlejere (lejelovgivningen) og hvilke regler, der skal være gældende mellem hus-/ejerlejlighedsejerne på den ene side og det offentlig (skattelovgivningen) på den anden.
Den enkelte politiker, der skal tage stilling til, hvilken boligtype der vælges som den foretrukne, skal altså samtidig tage stilling til, hvilke regler der skal være gældende for de personer, der skal bo i den valgte og foretrukne boligtype.
Det er nødvendig, da valg af boligtype ikke kan ske isoleret, men skal sammenholdes med de krav og behov, som de mennesker, der skal bo og leve i boligerne, til enhver tid stiller.
Lejeboligen som aktivt tilvalg
Men det skal ikke glemmes, at mange mennesker i dag sætter mobilitet, fleksibilitet og servicering omkring boligen i højsædet og derfor ønsker en lejebolig, hvor disse elementer netop stilles til rådighed af udlejerne.
Den private udlejningssektor skal derfor tildeles lejeretlige og skatteretlige forhold, som gør det attraktivt at stå som udlejer og dermed stille lejligheder til rådighed for lejerne.
Valg af en enkel boligtype er usædvanlig vanskelig, men et stort udbud af de forskellige boligtyper, og hvor de er placeret, giver danskerne mulighed for at finde ”det rette hjem.”