Målet er klart: Der skal bygges flere boliger i de største byer

I Aarhus skal man 3-10 km uden for selve centrum. Typisk vil man her finde arealer, hvor der før har været erhverv. Den nedlagte fragtmandscentral i Aaby (3 til 4 km fra centrum) er et fint eksempel. Arealet er i dag mere eller mindre fuldt udbygget og består således af blandede ejerformer som:

• Private udlejningsboliger
• Ejerboliger
• Almene familieboliger
• Almene ungdomsboliger
• Samt erhverv, f.eks. butikker/supermarkeder

Bevæger man sig lidt længere ud fra Aarhus centrum (afstand fra centrum er meget vigtig for lejerne), har området omkring Lystrupvej/Risskov også undergået en enorm transformation fra erhvervsområde til boligområde. Der bygges stadig i området, og der er en del ledige lejemål. Området består primært af private udlejningsboliger, men der opføres også almene boliger. 

I den føromtalte artikel gælder for København, at der pt. ikke findes ledige (større) byggegrunde inden for København K, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg. Dog ejer By & Havn* fortsat en række store byggefelter, som sælges løbende til private investorer, pensionskasser og almene boligorganisationer. 

Herudover arbejdes der med endnu større fremtidige byudviklingsområder ved Nordsøkvarteret i Ydre Nordhavn, Kløverparken og Quintus på Østamager. I de seneste udbud lægger By & Havn op til en meget høj andel almene boliger.

   

Note: By & Havn er et offentligt ejet byudviklingsselskab, der har en helt særlig rolle i udviklingen af København. Det blev etableret i 2007 ved en sammenlægning af det tidligere Ørestadsselskab og Københavns Havn og er reguleret ved lov. Selskabet ejes i dag af: 95 % af Københavns Kommune og 5 % af den danske stat.

Fra bl.a. SF´s side har man i flere omgange omtalt muligheden for via ændring af planloven at tilgodese de almene boligorganisationer. Når et nyt byudviklingsområde planlægges, gælder i dag et krav om, at minimum 25 % til 40 % af arealet skal udbydes til byggeri af almene boliger. Det resterende areal kan således sælges og dermed benyttes til f.eks. private udlejningsboliger. Det kontroversielle er imidlertid, at SF ønsker indført et ”rækkefølgekrav” via en lovændring i planloven. 

Et rækkefølgekrav betyder, at en kommune eller staten kan bestemme, i hvilken rækkefølge forskellige dele af et byudviklingsprojekt må opføres. Formålet er ikke at regulere, om der må bygges, men hvornår de enkelte byggefelter eller boligtyper må bygges.

Dette rækkefølgekrav, som beskæftiger sig med, hvem der må bygge hvornår, bryder med planlovens normale anvendelsesområde: Den fysiske planlægning - hvad der må bygges, hvor og hvor meget.  

SF ønsker lovgrundlag til, at kommunen kan bestemme, at en privat investor først må igangsætte et byggeri, når f.eks. en almen boligorganisation har sat byggeriet i gang - eller når det byggeri er færdiggjort. 

Hvis både en privat og en almen bygherre ønsker at bygge på samme nye byudviklingsområde, hvorfor skal den private bygherre så forhindres i at gå i gang, hvis projektet er fuldt finansieret, og byggetilladelsen er på plads? Giver det flere boliger eller blot længere ventetid på dem?

SF begrunder ønsket om et rækkefølgekrav med, at kommunen derved får et stærkere redskab til at sikre, at almene boliger faktisk opføres samtidig med de private boliger. Partiet frygter, at almene projekter ellers kan blive udskudt eller helt opgivet.

Et rækkefølgekrav producerer ikke én eneste ekstra bolig. Det bestemmer alene, hvornår forskellige boliger må bygges. 

Hvis en privat investor er klar med finansiering, entreprise, byggetilladelse og lejere, er det svært at se den samfundsøkonomiske gevinst ved at udsætte byggeriet.

En privat investor bryder sig ikke om usikkerheder. Et rækkefølgekrav giver anledning til flere uafklarede spørgsmål:

• Hvornår er den almene bygherre klar?
• Hvem afgør det?
• Hvad hvis Landsbyggefonden udsætter tilsagnet?
• Hvad hvis kommunens grundkapital først bevilges året efter?
• Hvad hvis licitationen mislykkedes?

Svaret på ovennævnte spørgsmål påvirker den private investors muligheder og planlægning. Det vil sige, at den private investor er afhængig af forhold, denne ikke kan kontrollere. Det øger ikke investeringslysten.

Danske Udlejere ønsker mindre regulering og bedre vilkår for at øge udbuddet af nye boliger. De almene boligorganisationer har allerede flere (fortjente) fordele, men rækkefølgekravet er ganske uacceptabelt for de private udlejere og investorer.